Operarejse til Venedig

Passionen for opera startede i Venedig i 1637, da der for første gang i verden blev spillet opera for et betalende publikum. Helt frem til begyndelsen på 1900-tallet havde byen et operaliv, som ligner vore dages biografkultur med en række små og store teatre, hvor byens indbyggere gik til opera. Det berømte teater La Fenice har dannet rammen om berømte urpremierer af blandt andre Giuseppe Verdi. Byens berømte søn Antonio Vivaldi begyndte sin karriere her, og komponister som Gioacchino Rossini og Gaetano Donizetti debuterede på to af byens andre operascener.

Med en operarejse til Venedig dykker vi ned i operaens historie, og opsøger de steder, hvor de historiske teatre lå eller stadig ligger. 
Vi går til koncerter i byens kirker, og der bliver desuden mulighed for at opleve Verdis opera La Traviata i det operahus, hvor den havde urpremiere, og den franske komponist Hervés operette Ridderne af det runde bord på et andet af byens teatre, det historiske Teatro Malibran, som engang var byens førende operascene. Sammen med rejselederen går vi på opdagelse i byens charmerende gader med mange hundrede års arkitektur, de velkendte gondoler og seværdigheder som Markuspladsen med det imponerende Dogepalads og Markuskirken

Status:
Udsolgt

Dagsprogram

Dag 1
Fra Venedigs lufthavn sejles vi i vandtaxi til vores hotel som ligger ud til den nordlige Canal Grande i Venedig. Efter check-in på hotellet, tager vi på en kort byvandring rundt i byen og får et indtryk af Venedigs charmerende små gader med gondolerne og de mange og trange kanaler. Vi spiser velkomstmiddag på en af de lokale restauranter. Byens kirker arrangerer koncerter med enten opera eller barokmusik med den verdensberømte komponist Vivaldi. Vi vil derfor om aftenen mødes på hotellet og sammen tage til en af disse koncerter, og høre musikkens genlyd i en af byens historiske kirker.

Dag 2
Om formiddagen tager vi på byvandring igennem Venedigs gader. Her får vi en introduktion til byens historie og ser de historiske paladser og kirker af marmor. Vi tager til Markuspladsen med Markuskirken og Dogepaladset, som tidligere har udgjort det politiske og administrative kernepunkt for den venetianske republik. På Markuspladsen findes små, lokale butikker og boder, og der vil desuden være mulighed for at finde en klassisk italiensk frokost på den åbne plads.
Eftermiddagen er fri til at gå på opdagelse i byen og opleve seværdigheder som eksempelvis Venedigs storslåede kunstmuseer Academia og Guggenheim.
Denne aften er der mulighed for at overvære Giuseppe Verdis berømte opera, La Traviata, på teatret La Fenice, hvor stykket havde sin uropførelse i 1853. Venedigs historiske teater La Fenice stod færdigt i 1792 og har siden været et af Italiens førende operahuse.

Aftenens forestilling er iscenesat af den verdensberømte instruktør Robert Carsen og er den sidste forestilling i karnevalsæsonen. På denne sidste aften er der tradition for, at de medvirkende ind imellem den ellers alvorlige handling, improviserer og kommer med sjove indslag.
Vi tilbyder billetter i næstbedste pladskategori til en pris på 1.550 kr. pr. person. Angiv gerne ifm. tilmelding om De ønsker at tilkøbe denne forestilling.

Dag 3
I dag skal vi bag facaden og på rundvisning på det historiske La Fenice teater, hvor det aftenen før har været muligt at overvære forestillingen La Traviata. Efterfølgende begiver vi os på en byvandring i operaens fodspor, vi skal bl.a. høre om Venedigs rolle som det første verdenshistoriske centrum for opera, og vi vil passere de steder, hvor de gamle teatre lå eller stadig ligger. Venedig var byen, hvor verdensberømte komponister som Antonio Vivaldi, Gioacchino Rossini og Gaetano Donizetti begyndte deres karrierer og det var på disse teatre hvor en række af både deres og Giuseppe Verdis operaer gik over scenen for allerførste gang.
Efter frokost på egen hånd, besøger vi Ca’Rezzonico, hvor man kan opleve, hvordan borgerskabet i Venedig levede i 1700-tallet – dengang Vivaldi skrev sine mange operaer, som er ved at blive genopdaget i disse år.

Også denne aften arrangerer byens kirker koncerter med enten opera eller barokmusik af Vivaldi. Vi vil derfor om aftenen mødes på hotellet og sammen tage til en anden af disse koncerter.

Dag 4
Vi går igennem Venedigs snævre gader til det berømte frugt- og fiskemarked ved Rialto-broen. Det var også i dette område, at Teatro San Cassiano for første gang i verden slog dørene op for et betalende operapublikum i 1637. Vi besøger den lille plads, hvor det lå dengang. Denne eftermiddag vil der være mulighed for at tilmelde sig forestillingen Ridderne af det runde bord af den franske komponist Hervés. Forestillingen finder sted på det historiske Teatro Malibran, der fik sit nuværende navn efter en af 1800-tallets største mezzosopraner, Maria Malibran. En række af 1700-tallets store urpremierer fandt sted på netop dette teater. 

Billetter er tilkøb og koster 990 kr. pr. person. Pladserne er i næstbedste pladskategori. Angiv gerne ifm. tilmelding om De ønsker at tilkøbe denne forestilling.
Efter forestillingen mødes hele gruppen til fællesmiddag på en lokal restaurant, hvorefter resten af aftenen er på egen hånd.

Dag 5
Efter morgenmad er der tid på egen hånd, inden vi først på eftermiddagen kører mod lufthavnen, hvorfra vi flyver hjem mod København via München.

Hvad er inkluderet

  • Fly København – Venedig tur/retur
  • Overnatning i delt dobbeltværelse på centralt beliggende trestjernet hotel med eget bad og toilet
  • Morgenmad alle dage
  • To fælles middage
  • Al transport i forbindelse med programmet
  • To koncerter i byens kirker
  • Rundvisning på La Fenice
  • Guidet byrundtur i Venedig med engelsktalende guide
  • Byvandring anført af rejselederen med fokus på de gamle teatre
  • Alle drikkepenge

Rejseleder

Thomas Milholt

Cand.mag i musikvidenskab 

Thomas Milholt er forfatter til bogen Italiensk opera i guldalderen 1800-50 – et kapitel, der blev skrevet ud af musikhistorien (Forlaget Multivers 2014). Han er uddannet journalist fra Danmarks Journalisthøjskole og cand. mag i Musikvidenskab. Thomas Milholt har været ansat i 10 år ved DR’s klassiske musikkanal P2 og studeret italiensk opera under to længere studieophold i Rom i 2002 og Firenze i 2004. Siden 2010 har han været medindehaver af kursusvirksomheden Kulturkompagniet Danmark ApS med formidling af opera som speciale. Det er således en rejseleder, der har et indgående kendskab til både Italien og landets fascinerende operahistorie.

Praktisk information

Vi gør opmærksom på at denne rejse ikke er egnet for personer der er afhængig af personlig hjælper, kørestol eller rollator. Dette skyldes bl.a. at der på rejsen indgår programpunkter hvor det forudsættes at deltageren kan gå 2-3 km i almindeligt tempo med få korte stop undervejs. Der er der flere af de steder vi besøger undervejs, der ikke er egnet for personer med omfattende gangbesvær. De er altid velkommen til at kontakte Akademisk Rejsebureau forud for Deres bestilling såfremt De mener, at ovenstående kunne give Dem problemer.

Mere praktisk information