Bella Napoli: Pompeji, Vesuv og Amalfikysten

Campania-regionen kan bryste sig af at være den region i Italien med flest områder og steder optaget på UNESCOS Verdensarvsliste: Amalfi-kysten, Pompeij, Napolis historiske centrum for blot at nævne nogle få. De mange UNESCO-anerkendelser vidner om et område, der er rigt på unikke kulturelle og historiske oplevelser, såvel som naturoplevelser. På denne rejse giver vi os god tid til at komme rundt i hele Napoli-regionen, vi går i de gamle romeres fodspor, mærker vinden på Vesuv og møder den moderne napolitaner på gaden. Rejsen er tilrettelagt således, at vi som rejsende undervejs kommer helt tæt på den napolitanske sjæl, og får et indblik i den helt særegne syditalienske folkeånd. 

Med udgangspunkt i de to napolitanske film Gomorrah af Matteo Garrone og Igår, i dag, i morgen af Vittorio de Sica, som vi begge ser på rejsen, vil rejseleder Karin Grand, der er tidligere forstander på Den Europæiske Filmhøjskole og i dag bosat i Italien, vise os rundt i Napoli. Karin tager os med bag facaden, til de kvarterer der tidligere var forfaldne, belastede og styret af mafiaen, men som i dag i kraft af ildsjæle som Maurizio Braucci der var manuskriptforfatter på den prisbelønnede film Gomorrah, blomstrer op omkring kunst, teater og musik. Netop filmen Gomorrah omhandler de hårde vilkår i Napolis mafiastyrede og belastede områder, og giver os et indtryk af livet og dagligdagen i de kvarterer vi besøger. Vi møder de unge kunstnere, der er med til at genoplive mange af kvartererne, vi ser de nye kulturcentre, og går igennem gaderne hvor mafiaen kun for nyligt har sluppet sit håndfaste tag. 

På denne rejse til Napoli går vi grundigt i dybden med områdets historie, fra de første græske bosættelser til det moderne Napoli. Vi skal se på kunst i verdensklasse, fabelagtige kongepaladser og idylliske landsbyer langs den krogede Amalfi-kyst. Men rejsen er i høj grad også en kulturrejse, hvor vi skal møde det autentiske og moderne Italien, når vi går helt ned på gaden i de tidligere mafiastyrede kvarterer, og møder de lokale kunstnere, der har været afgørende i kampen for at fordrive mafiaen fra bydele og genoplive byens status som et af Italiens kulturelle knudepunkter.

Pris fra:
12.995,-
Dage:9
- Fly t/r København - Rom
- Overnatning i dobbeltværelse ensuite på hotel Grand Europa
- Morgenmad alle dage
- To middage
- Fire frokoster
- Ekspertrejseleder
- Fuldt kulturprogram
- Alle entreér ifm. programmet
- Alle drikkepenge
- Alle skatter

Tillæg for enkeltperson 1.650 kr.
Bestil rejse

Kunstens Napoli

Napoli har i nyere tid tiltrukket kunstnere fra Goethe til Picasso og Warhol. Den syditalienske hovedstad er en sanseeksplosion af indtryk, der kan inspirere enhver besøgende med sin kulturelle rigdom og historie. Napolis kultur er præget af de mange forskellige folkefærd og magthavere byen har haft. Kunsten man kan opleve i området reflekterer derfor en enorm spændvidde fra antikkens uvurderlige skatte, gennem renæssancen og frem til både den folkelige og den moderne avantgardistiske popkunst. Er man nysgerrig efter hvilke religiøse, kulturelle og politiske traditioner, der har givet liv til kunstsamlingerne i Napoli, kan man ikke alene betragte kunsthistorien som en fremadskridende proces, hvor én epoke har erstattet en anden. De forskellige traditioner er indlejret i hinanden og sameksisterer frem til i dag, også i mentaliteten hos befolkningen. Dette mærker man i Napoli, måske mere end i nogen anden italiensk by. Idéerne om og synet på menneskets plads i verden gennem tiderne er i spil på en meget direkte måde. Fortiden pulserer i Napoli. Det vil man mærke på krop og sjæl, når man besøger de nærliggende antikke ruiner Pompeij. Som gæst vil man desuden opleve, at de højeste idéer, i Napoli, går side om side med det jordnære. Den omkringliggende natur, havet og skibene, fodbolden, musikken, maden og fremfor alt napolitanerne. På denne rejse vil vi gå på opdagelse i de idéer, der har motiveret kunstnerne til at hente inspiration i Napoli. Ligesom dem vil vi nyde byens forunderlige atmosfære, der vækker sanserne til live fra første sekund. 

Dagsprogram

DAG 1 
Vi ankommer til Roms lufthavn. Fra lufthavnen begiver vi os sydpå mod Napoli, en tur på ca. 240 km. 

Efter ankomst til vores hotel centralt i Napoli går vi en kort spadsertur i området omkring hotellet, og danner os vores første indtryk af byen.

På denne første aften afholder vi en eksklusiv kulturaften i et lille lokalt kulturcenter, hvor vi bydes på lokale specialiteter inden rejseleder Karin Grand vil introducere os til rejsen og byen Napoli. Vi vil få besøg af en lokal kunstner, der vil fortælle om livet i Napoli og om kunstens betydning for byens kulturelle udvikling, inden vi ser filmen Igår, i dag, i morgen af den napolitansk instruktør Vittorio de Sica. Filmen er en komedie om ægteskabet med Sophia Loren og Marcello Mastroiani i hovedrollerne. Flere af de steder vi kommer forbi på morgendagens byvandring optræder som kulisser i filmen, der er udtryk for en helt anden fattigdomsromantik end filmen Gomorrah, som vi ser senere på rejsen. 

DAG 2 
I dag skal vi lære byen Napoli og dens UNESCO-anerkendte historiske bycentrum at kende. Vi starter dagen med at spadsere langs gaden Spaccanapoli, som skærer sig igennem Napolis historiske centrum. Gaden blev anlagt i antikken, og var en af de tre øst-vest gående gader i den klassiske Græsk-romerske byplanlægnings skabelon. Vi følger gaden der bringer os forbi flere af byens vigtigst kirker og pladser, mens vi danner os et indtryk af Napolis historie fra antikken til i dag. For enden af gaden, tager vi byens Funiculare  (kabelbane) op over byens tage til San Martino klostret, som ligger på en bakke hævet over det central Napoli. Herfra kan vi nyde udsigten over byen med Vesuv i bagrunden, havnen og bugten med øerne. Der vil være tid til at spise frokost, inden vi begiver os med kabelbanen tilbage ned mod byen, hvor vores første stop er Gallaria Umberto, som er en imponerende indendørs forretningsarkade, bygget i slutningen af 1800-tallet. Vi går forbi middelalderborgen Castel Nuovo, som var kongernes residens indtil 1494, inden vi når frem til den store plads Piazza Plebiscito. Ud til pladsen ligger det kongelige palads Palazzo Reale, der var Bourbon-kongernes residens fra 1734 og frem. Palazzo Reale var et af i alt fire paladser som de Bourbon-kongerne lod opføre. Senere på rejsen besøger vi også paladserne Caserta og Capodimonte. Vi skal på rundvisning på Palazzo Reale, hvor vi ser tronrummet, de private gemakker og en række forskellige modtagelsesværelser. Ved Palazzo Reale finder vi også verdens ældste operahus Teatro San Carlo.

Som afslutning på dagen begiver vi os under jorden, ned i undergrunden, hvor vi kommer i nærkontakt med byens 2400 år lange historie. Vi ser bl.a. ruinerne af den gamle græsk-romerske aquaduct, cisternerne og et romersk teater. Undergrunden blev også benyttet af byens indbyggere som beskyttelsesrum under bombardementerne i 2. verdenskrig, hvilket vi også ser på vores rundtur. Tilbage på overfladen er resten af dagen på egen hånd. 

DAG 3
Efter morgenmaden begiver vi os på heldagstur. Vi starter dagen med at komme helt tæt på det naturfænomen, der giver Napoli sin unikke stemning. Vulkanen Vesuv. Bussen stopper i 1000 meters højde, hvorefter vi vandrer de cirka 300 meter op af den lava-grusede vej til Vesuvs krater. Vi hører om vulkanen og dens historiske betydning for hele området omkring Napoli. Der er mulighed for en forfriskning ved krateret, hvorfra man kan se Napoli, bugten og de omkringliggende bjerge.

Efterfølgende skal vi besøge et af de bedste bevarede levn fra Romerriget, Pompeji. Byen der i år 79 blev dækket af aske da Vesuv gik i udbrud, for først at blive genopdaget i 1500-tallet og løbende over de næste par hundrede år udgravet, byder i dag på et helt unikt indblik i den antikke verden. Vi skal på rundvisning, hvor vi bl.a. ser de to amfiteatre med tilstødende barakker for gladiatorerne, adskillige templer, bade, bagerier, bordeller, private huse til alle samfundsklasser og naturligvis forummet, hvor de antikke statuer slår en teatralsk og storslået stemning an. Her foregik de politiske møder og vigtige beslutninger blev truffet. I Pompeji afspejler byggestilen, at alle befolkningsgrupper var repræsenteret. Fra den mest overdådige villa som ’Siricos hus’ til cellelignende huse for arbejdere. Vægmalerierne og mosaikkerne er i visse tilfælde utroligt velbevarede, og vi skal se flere af dem. 

DAG 4 
Denne formiddag skal vi besøge Napolis Arkæologiske Museum. Museet huser en af verdens vigtigste samlinger af antik græsk og romersk kunst. Allerede i 1734 fødtes ambitionen om at indstifte et museum, der kunne huse udgravningerne fra Herculaneum og Pompeij, der fandt sted ganske få år efter. Igennem en lang årrække blev også store dele af den berømte Farnesiske samling fra Rom overført til den overdådige bygning, vi kan besøge i dag. På vores rundvisning på museet vil vi dvæle og tale om udvalgte værker, såvel som nyde det overordnede indtryk ved gennemgange af de største rum, hvor mange skulpturer er opstillet sammen. Det kan lade sig gøre fordi museet ikke er så overbesøgt, som et tilsvarende i Rom eller Firenze ville være det. Vi skal naturligvis også besøge mosaik-samlingen, der hovedsageligt stammer fra Herculaneum. Her vil vi gøre stop ved ét af antikkens absolutte hovedværker, Alexander den Stores mosaik, der skildrer slaget ved Issos, 333 før vor tidsregning. Vi kommer også igennem det hemmelige kabinet med antik erotisk kunst. 

Efter besøget på museet tager vi regionaltoget ud af byen til Caserta der ligger en kort tur nord for Napoli. Her skal vi besøge endnu et af de kongelige paladser som Bourbon-kongerne lod opføre - Reggia di Caserta – Caserta-paladset. Paladset, der med sine 235.000 kvadratmeter og 1.200 værelser er det største i verden og bygget til at overgå Versailles i prægtighed, er en del af UNESCOS-verdenskulturarv. Vi går ind på paladset og ser et lille udsnit af de mange værelser og får mulighed for at spadsere igennem den flotte slotspark som ligesom paladset er anlagt til at imponere. 

DAG 5 
Den formiddag skal vi besøge slottet Capodimonte, der er et af de største og vigtigste museer i Italien. Slottet der er omgivet af 120 hektar skov, blev opført i 1734 som jagtslot til den kongelige familie. Det var kong Carlo di Borbone, som kommissionerede projektet, der gennem historien har huset flere kongelige familier. Parken og den høje beliggenhed med udsigt over Napolis bugt er i dag en smuk oase, der huser en sand kunstskat som bl.a. Pave Paolo III bestilte og indsamlede. Her findes værker af Titian, El Greco, Caravaggio og mange andre. Øvrige højdepunkter er de kongelige boliger, porcelænssamlingen og en omfattende våbenbeholdning. Museet har desuden en moderne afdeling med værker af nutidige italienske kunstnere, lige såvel som Andy Warhols pop maleri af vulkanen Vesuv i udbrud.

Efter vi har besøgt Capodimonte, er resten af dagen på egen hånd. Bliv evt. i området omkring det gamle kongeslot, eller tilbring eftermiddagen i Napolis gader. 

Denne aften samles vi for at se filmen "Gomorra" der vandt vandt Juryens specialpris i Cannes i 2008. Den italienske film er delvist baseret på virkelige hændelser og omhandler mafian i Napoli og dens indflydelse på livet i byens kvarterer. Filmen er et godt udgangspunkt forud for mogendagens program. 

DAG 6 
I dag skal vi bag facaden og opleve Napoli på gade niveau, når vi skal møde Napolis unge kunstnere. I Napoli har kunsten været fundamental for at skabe sociale og kulturelle forandringer indenfor de seneste 10 år. Da filmen ”Gomorra” baseret på den eksilerede forfatter Roberto Savianos roman blev vist i 2008 og vandt Juryens specialpris i Cannes, kunne politikerne ikke længere lade stå til ved at overlade de fattige kvarterer til Gomorraens nåde. Politiet greb ind og i dag har den lokale mafia mistet størstedelen af sin magt i området. En stærk bevægelse af unge såvel som etablerede kunstnere, har inspirerede af sådanne eksempler omdannet (og i nogle tilfælde besat) nedlagte villaer i byen til kulturhuse. Her blomstrer det med teater, dans og musik og unge kan deltage i workshops og komme til udtryk gennem de forskellige kunstformer. Vi møder nogle af initiativtagerne og får et indblik i et undergrundsmiljø, der kan få betydning for Napolis kulturelle udvikling i fremtiden. 

DAG 7
Denne dag er der mulighed for at udforske Napoli og området omkring på egen hånd. For de interesserede vil det være muligt at tage på ekskursion med rejselederen til øen Ischia. 

DAG 8 
Amalfi er som en af de smukkeste kysttrækninger på kloden en del af UNESCOS verdenskulturarv. Vi dedikerer en hel dag til at nyde den pragtfulde udsigt udover et frodigt og varieret landskab med charmerende landsbyer og fantastisk middelhavsstemning. Vi kører langs den snørklede smalle landevej, som ligger langs klipperne over kysten. Vi skal høre om områdets historie og gøre stop ved et af de smukkeste udkigspunkter over romantiske Positano. Vi kommer også til selve byen Amalfi, hvor der vil være mulighed for at besøge den berømte katedral, der udmærker sig ved at være blevet ombygget og besmykket gennem varierende epoker, men med et overvejende arabisk-normanisk udgangspunkt. 

Vi spiser aftensmad med udsigt over middelhavet, i en af byerne langs med kysten.

DAG 9
Efter morgenmad er det blevet tid til at forlade Napoli og begive os mod lufthavnen i Rom. Undervejs stopper vi i kystbyen Gaeta, der byder på mange historiske attraktioner. Foruden at have været et militært knudepunkt siden Romerriget er Gaeta også byen, hvis ”pragt er rigere end fantasien kan skabe sig den”, som H.C. Andersens skrev efter sit besøg i 1834. Som mange andre før ham blev han forført af Gaetas fordelagtige placering på en bjergskråning med smuk udsigt over middelhavet og øen Ischia. Ligesom de smalle gader omgivet af oldtidsruiner, cypresser og citrontræer fik ham til at gribe pennen af ren fryd. Domkirkens berømte klokketårn er en af byens smukkeste skatte. Ligesom den monumentale borg Angioino-Aragonese, der menes at være opført helt tilbage i 600 tallet danner et imponerende tag over byen. 

Hvad er inkluderet?

  • Fly t/r
  • 8 overnatninger på Hotel Europa
  • Al transport ifm. programmet
  • Hotelskatter (2€ pr. nat)
  • Ekspertrejseleder
  • Lokal guide/assistent
  • Morgenmad alle dage
  • 2 middage
  • 4 frokoster
  • Kulturaften med filmforevisning af filmen Igår, i dag, i morgen af Vittorio de Sica
  • Filmforevisning af filmen Gomorrah af Matteo Garrone
  • Byvandring i Napoli
  • Entre San Martino klostret
  • Entre Palazzo Reale
  • Entre Napoli Sotterranea
  • Ekskursion til vulkanen Vesuv inkl. entre 
  • Ekskursion til ruinerne i Pompeji inkl. entre on rundvisning
  • Rundvisning på Napolis Arkæologiske Museum
  • Ekskursion til paladset i Caserta inkl. entre til park og palads
  • Rundvisning på Capodimonte museet
  • Dagsprogram "Napoli Bag Facaden"
  • Dagsekskursion til Amalfi-kysten med stop i bl.a. Sorrento. 
  • Besøg i kystbyen Gaeta

Rejseleder

Cand.mag i filmvidenskab, skribent, underviser og tidligere forstander på Den Europæiske Filmhøjskole.

Karin Grand bor i dag i Firenze, hvor hun bl.a. arbejder som freelance journalist, og skriver om emner som kunst, kultur og musik. Hun har bl.a. lavet interviews med filmskabere som Thomas Vinterberg, Bille August, Manuel Claro, Pilou Asbæk og mange flere, samt musikere som Jack DeJohnette, Enrico Rava, Gianluca Petrella og Stefano Bollani. Desuden skriver hun artikler om italiensk kunst på sin blog italien-kunst.dk.
Karin er tidligere konstitueret forstander på Den Europæiske Filmhøjskole, hvor hun fra 2011-2014 også var underviser og leder på instruktørfaget. Foruden instruktion underviste hun også i filmhistorie og forholdet mellem filmen og de øvrige kunstformer. Karin har også tidligere undervist på Århus Universitet, den nationale filmskole i Kina Beijing Film Academy og på den nationale filmskole i Uruguay. I forbindelse med egne filmproduktioner, har hun desuden afholdt flere korte kurser og oplæg på Folkeuniversitetet.

Praktisk information

Sprog
Rejselederen er dansk, og størstedelen af rejsen vil gennemføres på dansk. Møder med lokale vil dog forgå på engelsk. Rejselederen vil ved disse lejligheder, i det omfang det er muligt, oversætte og opsummer

Strabadser
Vi gør opmærksom på at denne rejse ikke er egnet for personer, der er afhængig af personlig hjælper, kørestol eller rollator. Dette skyldes bl.a. at der på rejsen indgår programpunkter, hvor det forudsættes at deltageren kan gå 3-4 km i almindeligt tempo med få korte stop undervejs. Der er flere af de steder, vi besøger undervejs, der ikke er egnet for personer med omfattende gangbesvær. De er altid velkommen til at kontakte Akademisk Rejsebureau forud for Deres bestilling, såfremt De mener, at ovenstående kunne give Dem problemer. 

Afgange og priser

RejsedatoerRejseLedige pladserPris fra
22/8 - 30/8Bella Napoli: Pompeji, Vesuv og Amalfikysten
Rejseleder: Karin Grand
Mere end 812.995,-Bestil

April, 2018

17/4 - 25/4Bella Napoli: Pompeji, Vesuv og Amalfikysten
Rejseleder: Karin Grand
Mere end 812.995,-Bestil