Kirkens Moskva og Skt. Petersborg

Den russisk-ortodokse kirke har omkring 150 millioner tilhængere og er dermed den største ortodokse kirke i verden samt verdens største nationalkirke. På denne helt nye rejse i 2017 fører vores ekspertrejseleder dr.theol. Christian Gottlieb os ind i den russiske kirkens verden ved at gennemgå dens kunst, mere end 800 års gamle historie som selvstændig kirke og betydning i det russiske samfund, når forskellige smukke og rigt udsmykkede kirker og andre religiøse bygninger besøges i Ruslands hovedstæder; Moskva og Skt. Petersborg. 

I dag betragter 40-50 % af befolkningen sig som ortodokse på trods af en stor nedgangsperiode indflydelsesmæssigt og økonomisk under mere end 70 års sovjetstyre ind til 1990. Der besøges både nogle af den russisk-ortodokse kirkes kendte og mindre kendte bygninger, et af det selvstændige kirkesamfund ”de gammeltroendes” steder i Moskva, og vi skal overvære en gudstjeneste i den store Kazan-katedral i Skt. Petersborg.

Herudover opleves på denne kirke- og kulturrejse bl.a. rundvisninger på Vinterpaladset i Skt. Petersborg og Kreml i Moskva. Akademisk Rejsebureaus unikke byvandring “Bag Facaden” i Skt. Petersborg bringer os ind i Dostojevskijs baggårde sammen med lokale journalister og kulturpersonligheder, og vi ser, hvordan den lokale russer stadig bor i fælleslejligheder fra sovjettiden. Vi besøger Peter og Paul-katedralen, hvor de russiske zarer og danske Kejserinde Dagmar ligger begravet og får mulighed for at gå i dybden med de traditionsrige russiske ikoner på Tretjakov-galleriet i Moskva og Det russiske Museum i Skt. Petersborg. 

Pris fra:
11.995,-
Dage:8
- Fly t/r København-Rusland
- 7 overnatninger i dobbeltværelse på trestjernede hoteller
- Morgenmad alle dage
- To middage og tre frokoster
- Tog fra Moskva til Skt. Petersborg
- Ekspertrejseleder
- Fuldt kirke- og kulturprogram
- Alle entréer ifm. programmet
- Alle drikkepenge

Eneværelse fra 1.500 kr.
Bestil rejse

Dagsprogram

Dag 1
Efter indkvartering på vores hotel i Moskva, kører vi ind til Den røde Plads - Ruslands magtcentrum, med Kreml, præsidentpaladset og Lenins mausoleum. Vi tager en tur i metroen, hvor mange af stationerne fremstår som imponerende sovjetiske undergrundspaladser, og slutter med en russisk velkomstmiddag.

Dag 2
Vi kører ind gennem Moskvas hovedgade, Tverskaja, og skimter igen Den røde Plads, hvor vi var i går. Vi gør ophold på broen, der forbinder området ved Den røde Plads og den løgkuplede Vasilij-katedral med det gamle handelskvarter syd for Moskva-floden. Herfra kan vi se hele Kreml og den genopførte hovedkatedral i Moskva, Frelser-katedralen.

Vi går op til Kreml, hvor de røde mure omkranser de gule administrationsbygninger, og hvor vi først og fremmest skal se Katedralpladsen, der omkranses af de gamle kirker, som har været ramme både for Ruslands første patriarker og for tsarernes hele liv med dåb, kroning og begravelse. Her ligger også Ivan den Stores klokketårn fra 1508. Det hvide klokketårn med den gyldne kuppel er 81 meter højt, og var i mange århundreder Moskvas højeste bygning - det var forbudt at opføre bygninger der var højere end klokketårnet. Den gamle regeringsborg rummer også senere paladser for tsarerne og sovjettidens kongrespalads i marmor, stål og glas.

Efter frokost besøger vi Ruslands hovedkatedral, den hvide Kristus Frelser Katedral, der er genopført efter at være blevet bortsprængt under 30’ernes religionsforfølgelse. Katedralen er Ruslands største, og det er herfra påskegudstjenesten under ledelse af patriarken transmitteres med Putins deltagelse. Lige ved siden af katedralen ligger Glazunov-galleriet, der rummer en lang række af maleren Ilja Glazunovs værker, der bl.a. skildrer Ruslands historie. Hovedværket er Det evige Rusland, som vakte stor opmærksomhed ved sin præsentation i 1988 i anledning af 1000-året for kristendommens indførelse i Rusland. Det kæmpe billede, der fylder en hel væg og bl.a. skildrer de fleste af Ruslands historiske skikkelser, præsenterer en markant fortolkning af Ruslands historie som kristent land.

Dag 3
I dag tager vi på heldagsudflugt til Treenighedsklosteret i Sergiev Posad halvanden times kørsel fra Moskva. Klosteret har spillet en nøglerolle flere gange i Ruslands historie, bl.a. som sæde for patriarken og er i dag sæde for den ortodokse kirkes vigtigste teologiske akademi og præsteseminarium. Som grundlagt i 1300-tallet af munken Sergij af Radonezj er klosteret fortsat et valfartssted og betragtes ofte som Ruslands åndelige centrum. Det er også her Ruslands mest berømte ikon af Andrej Rubljov, Det gamle Testamentes Treenighed egentlig er hjemmehørende og her føres det tilbage til fra sit museale eksil en gang om året. Vi spiser i klosteret og ser også på den omgivende, lidt søvnige provinsby, Sergiev Posad, før turen går tilbage til Moskva.

Dag 4
I dag skal vi se Rubljovs ikon Det gamle Testamentes Treenighed, ikoner af hans lærer Theofanus Grækeren og mange andre på Ruslands største museum for russisk kunst, Tretjakov-galleriet. Vi ser også gribende værker af de største russiske kunstnere som Repin, Sjisjkin, Brjullov med flere og ikke mindst, Ivanovs Kristi Tilsynekomst for Folket, der er endnu større end Glazunovs Det evige Rusland, som vi så forleden.

Om eftermiddagen besøger vi Butovo Skydebanen, ”Ruslands Golgata”. For at undgå, at glemslen og ligegyldigheden sænker sig over Stalins forbrydelser har den ortodokse kirke indviet en ny helligdom og et mindested ved en massegrav fra Stalin-tiden. Området ligger i en lille skov i Moskvas sydlige udkant og er stadig omkranset af et hegn som dengang i 1930’erne, da det husede en afdeling af Stalins frygtede hemmelige politi, NKVD, der brugte stedet som henrettelsesplads i forbindelse med Stalins blodige udrensninger. Mindst 21.765 mennesker blev skudt og smidt i åbne massegrave i Butovo, heriblandt mange præster.

Resterne af de døde ligger i dag under lange, lige jordvolde, der næsten forsvinder under det knæhøje, uslåede græs. Kun et trækors og lille trækirke markerer, at stedet er et af den russiske hovedstads væsentligste mindesmærker for de millioner, af mennesker, som blev myrdet, deporteret eller udskrevet til tvangsarbejde i 1930ernes og 1940ernes Sovjetunionen. Der er endnu ikke noget museum på stedet, men uden for selve området er en ny kirke bygget til ære for de mange nye martyrer, som døde her.

Dag 5
I dag pakker vi kufferterne og kører ud til Leningrad-banegården, hvorfra togene afgår til Skt. Petersborg. Vi skal på en dagsrejse gennem hele Rusland. Hundredvis af kilometers birkeskove og trælandsbyer glider forbi udenfor, før vi ankommer til Moskva-banegården i Skt. Petersborgs historiske centrum. Forinden besøger vi dog Ragozjkaja Obsjtjina, et lille område af Moskva, der rummer et af ”de gammeltroendes” største kirkesamfund i Rusland. ”De gammeltroende” udskilte sig fra den russiske kirke efter Patriark Nikons reformer i 1653-66.

I Skt. Petersborg indkvarterer vi os på det trestjernede Hotel Azimut, som ligger smukt ved Fontanka-kanalen i den del af Skt. Petersborg, hvor vi bl.a. også finder nationalteatret Mariinskij. Vi kan nyde solnedgangen fra panoramabaren på 18. etage og samtidig få overblik over de nærliggende kirker og hele bymidten. Spisning på egen hånd. Der er flere gode restauranter på hotellet og i nabolaget at vælge imellem.

Dag 6
Dagen starter med en omvisning på Vinterpaladset med Eremitagen. Både kunstsamlingen og bygningsværket hører til verdens absolutte vidundere. Vi ser de enorme sale, hvor zarerne kunne imponere fremmede ambassadører og statsoverhoveder. Højdepunktet i denne del af Vinterpaladset er tronsalen. Kunstsamlingen er verdensberømt for hovedværker af bl.a. Leonardo Da Vinci såsom Madonna Litta, Madonna Benois og Rembrandts Den fortabte søn. 

Eftermiddagen bruges på Akademisk Rejsebureaus helt specielle byvandring bag facaden. En gruppe special-guider, som typisk er journalister i deres daglige arbejde, viser os i små hold rundt på de bugnende fødevaremarkeder, i baggårdene og de beklumrede fælleslejligheder. Vi ser på den måde det Skt. Petersborg, som de fattigste russere i dag bor i. Disse sider af byen indgår aldrig i traditionelle turistrundvisninger i Skt. Petersborg og programpunktet bliver alene til i kraft af det netværk, Akademisk Rejsebureaus stab af ruslandseksperter har i Rusland.

Dag 7
Efter morgenmad tager vi med rejselederen på fortsat omvisning i Skt. Petersborg. En hovedattraktion på ruten rundt i byen er Peter og Paul-fæstningen, som ligger på en ø midt i Neva-floden. Her finder vi bl.a. Peter og Paul-katedralen, hvor de russiske zarer ligger begravet. Midt i kirkerummet ligger nu, efter genbegravelsen i 2006, Christian IX’s næstældste datter, Kejserinde Dagmar, der i Rusland var kendt som Maria Fjodorovna. På byrundturen hører vi også om sovjetperioden og ser bygningsværker og monumenter, der fortæller om denne nyere del af Ruslands historie.

Efter en frokost får vi en omvisning i den berømte såkaldte Blodskirke, der med sine farvestrålende løgkupler fremstår meget forskellig fra resten af Skt. Petersborg, der ellers domineres af de europæiske stilarter barok og klassicisme. Blodskirken er bygget på det sted, hvor Alexander II i 1881 myrdedes ved et attentat, og er et eksempel på det fantasifulde og farverige russiske kirkebyggeri, vi ser i slutningen af det 19. århundrede i Rusland.

Herfra går turen til Det russiske Museum, der rummer Skt. Petersborgs største samling af russisk kunst og en stor ikonsamling.

Efter denne omvisning er der tid på egen hånd, f.eks. til en indkøbstur på og omkring hovedstrøget Nevskij Prospekt. Kl. 18 overværer vi aftensmessen i Skt. Petersborgs hovedkirke, Kazan-katedralen.

Dag 8
På afrejsedagen er der tid på egen hånd, inden bussen kører gruppen i lufthavnen, og vi flyver hjem til Danmark.

Hvad er inkluderet?

  • Fly t/r København-Rusland
  • Ekspertrejseleder
  • 3 overnatninger i dobbeltværelse på trestjernet hotel i Moskva
  • 4 overnatninger i dobbeltværelse på trestjernet hotel i Skt. Petersborg
  • Morgenmad alle dage
  • To middage og tre frokoster
  • Tog fra Moskva til Skt. Petersborg
  • Al transport i forbindelse med programmet
  • Moskvas metro
  • Den Røde plads
  • Omvisning i Moskvas Kreml
  • Kritus Frelser Katedralen
  • Glazunov-galleriet
  • Udflugt til treenighedsklosteret
  • Rundvisning på Tretjakov-galleriet
  • Butovo Skydebanen
  • Rundvisning på Vinterpaladset med kunstmuseet Eremitagen
  • Akademisk Rejsebureaus eksklusive byvandring bag facaden i Skt. Petersborg hvor vi bl.a. kommer indenfor i fælleslejlighederne - et levn fra Sovjettiden.
  • Rundvisning ved Peter og Paul-fæstningen med kejserinde Dagmars grav
  • Rundvisning i Blodskatedralen
  • Det russiske museum
  • Alle entréer ifm. programmet
  • Alle drikkepenge

Praktisk information

Flyrejsen
De senere år er antallet af direkte afgange fra Danmark til Rusland betydeligt reduceret. Der findes eksempelvis ikke længere faste daglige afgange mellem København og Skt. Petersborg, ligesom SAS helt har nedlagt deres direkte rute mellem Moskva og København. Den direkte Moskva – København rute flyves dog fortsat af russiske Aeroflot, med hvem vi bestiller pladser såfremt det er muligt. Pga. flyselskabernes nedprioritering af direkte ruter mellem Danmark og Rusland, vil vi fremadrettet i mindre grad kunne tilbyde direkte afgange fra København. SAS har ruter til Rusland via Stockholm, Air Baltic via Riga og Czech Airlines via Prag, disse er vores foretrukne forbindelser, men det kan ikke afvises, at helt andre alternativer kan blive aktuelle. Vi gør vores bedste for at finde de mest attraktive flyafgange, der tilgodeser det planlagte rejseprogram, men det er naturligvis beklageligt, at rejsen skal forlænges med en mellemlanding. Desværre er dette efterhånden omstændighederne, når rejsen går til Rusland. De endelige flytider vil blive oplyst i informationsbrevet 1 måned før afrejse. 

Strabadser
Vi gør opmærksom på at denne rejse ikke er egnet for personer der er afhængig af personlig hjælper, kørestol eller rollator. Dette skyldes bl.a. at der på rejsen indgår programpunkter hvor det forudsættes at deltageren kan gå 2-3 km i almindeligt tempo med få korte stop undervejs. De er altid velkommen til at kontakte Akademisk Rejsebureau forud for Deres bestilling såfremt De mener at ovenstående kunne give Dem problemer.

Valtua, vejr, tidsforskel, drikkevand, påklædning mm.
Klik her for praktisk information

 

Visum

Der kræves gyldigt visum for at kunne rejse til Rusland. 

Vi gør opmærksom på, at visum ikke er inkluderet i rejsens pris.

Læs mere om visum til Rusland

Anbefalet læsning

Fra Tallinn til Tasjkent - I 25-året for Sovjetunionens sammenbrud
Som forberedelse til turen anbefaler vi bogen "Fra Tallinn til Tasjkent", udgivet på Akademisk Rejsebureaus eget forlag, i anledning af 25-året for Sovjetunionens sammenbrud. Bogen beskæftiger sig med udviklingen i de post-sovjetiske lande og er skrevet af Akademisk Rejsebureaus rejseledere.  Læs om eller bestil bogen via dette link  

Tilkøb

Musik, opera og ballet
På alle afgange bestræber vi os på, at kunne tilbyde muligheden for at tilkøbe en aften med klassisk musik, opera eller ballet på et af Ruslands kendte teatre - Mariinskij-teatret i Skt. Petersborg eller Bolsjoj-teatret i Moskva. Tilbud om tilkøb fremsendes når programmet kendes, dette er typisk ca. 2 måneder før afrejse.

I perioden fra midt juli til start september holder de store teatre sommerlukket, vi vil dog i denne periode bestræber os på, at kunne tilbyde forestillinger på nogle af de mindre teatre eksempelvis Mikhailovskij eller Alexandrinskij.

Afgange og priser

RejsedatoerRejseLedige pladserPris fra
8/10 - 15/10Kirkens Moskva og Skt. Petersborg
Rejseleder: Christian Gottlieb
Ledige pladser11.995,-Bestil