København bag facaden

Besøg København med en hotelovernatning. Det giver tid til at se både dele af København, hvor du sikkert ikke har været før samt at komme ud og spise. Max 20 personer.

Afhængig af gældende forsamlingsrestriktioner bor gruppen enten samlet eller bliver fordelt på flere hoteller i nærheden af hinanden. Fælles frokost på cafe på Kultorvet eller Gråbrødretorv.

Herefter tager vi  på byvandring med Akademisk Rejsebureaus direktør, Thomas Køhler. Vi har her valgt et lille udsnit af byen ud, som Akademisk Rejsebureaus direktør og selv mangeårig rejseleder i Rusland kender som sin egen bukselomme. Det drejer sig om området fra Nørreport og op til Den lille Havfrue.

Vi tager afsæt i Nørreport Station. Herfra går vi i adstadigt tempo forbi Livgardens Kaserne og ind i Kongens Have, hvor vi bl.a. gør holdt ved statuen af H.C. Andersen. Herfra går vi via den underjordiske tunnel under Sølvgade og passerer Sølvgades Skole, inden vi går ind i en baggård, hvor vi på den ene side ser de istandsætte ældre bygninger, der nu rummer andelslejligheder og på den anden side det sociale boligbyggeri. Her udpeger Thomas Køhler også den lejlighed, hvor der blev begået et bestialsk mord Langfredag morgen 2005. Herfra fortsætter vi mod Skt. Pauls Kirke og videre mod Bredgade, hvor vi ser både den katolske, den russisk-ortodokse og sidst den engelske kirke i Churchill Parken. Herfra går turen videre til Langelinje, hvor vi passerer statuen af Frederik IX, Langelinje-pavillionen og til sidst når Den lille Havfrue, hvor der er mulighed for at købe en kop kaffe.

Turen fortsætter ud mod Folke Bernadottes Allé, hvor vi ser den bygning, der rummede den købmandsbutik, som Kjeld og Benny forsøgte at tømme pengeskabet i uden Egon i Olsenbandens store kup. På vejen tilbage til Nørreport passerer vi den svenske kirke og Nyboder. Gåturen har været en stor succes i april og maj måned for de helt små grupper på kun ni personer.

Herefter tid på egen hånd. Muligheden for tilmelding til fælles middag om aftenen på en god restaurant.                      

Dag 2
Efter morgenmad samles vi ved Nørreport kl. 10. Herfra tager vi metroen til Nørrebros Runddel, hvorfra vi besøger Assistens Kirkegaard, hvor vi ser en række af de mest interessante grave, bl.a. H.C. Andersens.

Herfra går turen videre mod Frederiksberg til Peter Bangs Vej, hvor vi stopper ved nr. 74, den opgang, hvor det 20. århundredes mest berømte, uopklarede drab fandt sted, dobbeltmordet på Peter Bangs Vej. Opgangen ser fuldstændig ud som dengang Fra Peter Bangs vej station går turen videre til Enghave Plads. Næste stop er Hedebygade, hvor Tove Ditlevsen voksede op, og hvor man kan se vinduerne til den lejlighed, hun boede i med sine forældre og storebror. Vi går nu ad Istedgade op til nr. 29, hvor Thomas Køhler boede i en lejlighed uden bad i to år som studerende. Vi hører her om forskellen på Vesterbro for 30 år siden og nu.

Fra Hovedbanegården kører vi til Christianshavn, hvor vi gør holdt ved Christianshavns Torv. Her er der mulighed for at købe en kop kaffe og spise sin medbragte sandwich. Efter pausen fortsætter vi mod Christiania, som vi aflægger et besøg. Til sidst går turen til fods via den nordatlantiske brygge og kyssebroen til Nyhavn, hvorfra vi kan køre det sidste stykke tilbage til Nørreport med metroen eller gå ad Strøget. 

Status:
Udsolgt

OBS/forbehold

Turene vil blive justeret efter de til enhver tid gældende COVID-19-regler fra Sundhedsstyrelsen. Grupperne kan derfor blive splittet op i mindre grupper, på forskellige hoteller og i forskellig transport.

Det er tilladt at være flere end ti i en bus allerede nu, hvis man ikke sidder ansigt til ansigt. Det er tilladt at være flere på et skib, hvis afstanden på en meter overholdes.

Skulle forsamlingsforbudet stadig være på maks 10 personer efter 8 . juni, vil vi splitte grupperne op i mindre grupper på museer osv.

Maks. 25 deltagere i alle grupper.