Praktisk information om Balkan

Herunder finder De en række praktiske oplysninger omkring rejser til Balkan. Læs bl.a. mere om valuta, drikkepenge, tidsforskel, vejr og påklædning.

Generelt

Valuta

I Kroatien benytter man sig af kuna. 100 kuna svarer til 98 danske kroner. I Bosnien-Herzegovina benytter man sig af konvertible D-mark, hvor 100 svarer til 380 danske kroner. I Montenegro benytter man sig af euro.
I Albanien benytter man sig af lek. 100 lek svarer til 6,50 danske kroner.

Drikkepenge

Fælles for alle vore ture til Balkan er at drikkepenge er inkluderet i alt hvad der vedrører vores program. Er De selv ude at spise, bør De som udgangspunkt lægge 10% til regningen, hvis dette ikke allerede er gjort på forhånd.

Tidsforskel

De fleste lande i Balkan ligger i den samme tidszone som Danmark, kun på rejser som kommer igennem Bulgarien og Rumænien skal man være opmærksom på, at tiden skal sættes 1 time frem. 

Vejr

Man skal altid være varsom med at forsøge at forudsige vejret. Men for en god ordens skyld bør man være forberedt på både koldere og varmere vejr på ture til Balkan. Man bør op til afrejse holde øje med vejrudsigten på Danmarks Meteorologiske Instituts hjemmeside www.DMI.dk

Drikkevand

Generelt fraråder vi at man drikker vand fra hanerne i området. 

Personlig sikkerhed

Det er som sådan ikke mere farligt at rejse i Balkanlandene end at rejse resten af Europa. Generelt råder vi rejsende til ikke at gå alene rundt efter mørkets frembrud – mere fordi det nu engang er tryggere at fare vild sammen med nogen man kender end pga. konkrete farer. I offentlig transport og på steder med mange turister skal De tage Dem i agt for lommetyve: Brug ikke rygsæk, men i stedet en skuldertaske, som De kan holde i et fast greb under armen, og undgå helt at have pungen i baglommen. Efterlad dyre og vigtige ting som f.eks. pas og store kontantbeløb på hotellet eller på skibet i stedet for at have dem med rundt i byen.

Strøm og stik

I Bosnien, Kroatien, Montenegro og Albanien benyttes 230 volt som i Danmark. I Albanien passer de fleste almindelige runde tostiksben, mens man i Bosnien, Kroatien og Montenegro kan opleve problemer med at få store cirkelstik eller stik med tre ben til at passe.

Strabadser

Der er ikke indlagt meget lange gåture i programmerne. Vi forventer dog, at vores gæster f.eks. kan følge med på en vandretur på to kilometer i almindeligt spadseretempo med enkelte pauser, hvor man står op og taler sammen om det, man ser. Er dette et problem for nogen, vil vi gerne vide det på forhånd.

 

 

Flodkrydstogt

Skibet

Vores skib, der fungerer som vores flydende hotel på hele rejsen, hedder MS L EUROPE. Skibet er fra 2006 og indeholder 90 kahytter, flere restauranter og caféer ombord, soldæk og andre steder, hvor man kan opholde sig, mens vi sejler. 

Kahytterne

Kahytterne er udstyret med et wc/bad, hårtørrer, TV, radio og værdiboks. 

Dag til dag

Undervejs står rejselederen for en række foredrag og andet kulturprogram, som finder sted på en af skibets caféer. Opholdene i land undervejs varierer, men afgangstidspunkterne vil blive annonceret løbende af rejselederen. Vær opmærksom på, at det er Deres eget ansvar at være rettidigt ombord før afsejling. Som oftest følges gruppen dog ad, så det går helt af sig selv. 

Betaling ombord

 

Internet

Der er trådløst netværk på hele skibet. 

Drikkevand

Bemærk, at det er sundhedsfarligt at drikke vand fra hanerne, både på skibet og i byerne, derfor anbefaler vi, at De køber drikkevand i flasker.