Praktisk information om Armenien og Georgien

Herunder finder De en række praktiske oplysninger ifm. rejser til Armenien og Georgien med Akademisk Rejsebureau. Læs bl.a. mere om valuta, drikkepenge, tidsforskel, vejr og påklædning.


Anbefalet litteratur
Som forberedelse til rejsen kan vi anbefale en række bøger. De kan læse mere om disse her.

Betalingskort
Det er muligt at benytte sit VISA-kort til at hæve penge i hæveautomater. Automaterne er almindeligt udbredte i de større byer som Jerevan og Tbilisi. De er dog sjældent forekommende uden for de store byer, hvorfor vi anbefaler, at De sørger for at medbringe kontanter på ekskursioner uden for byerne - se Valuta nedenfor. Det er ligeledes sjældent muligt at benytte sit VISA-kort til betaling i butikker, restaurationer, museer etc.

Deltagerliste
En liste over alle deltagere på rejsen udleveres i lufthavnen på afrejsedagen.

Drikkepenge
Drikkepenge er inkluderet i alt, hvad der vedrører vores program – bus, lokale guider, fælles middage o.l. Er De ude at spise på egen hånd, skal De regne med at lægge ca. 10 % oven i prisen, hvis drikkepenge ikke automatisk er blevet lagt til, når De modtager regningen.

Drikkevand
Det frarådes at drikke vand direkte fra hanerne, dog kan vandet godt benyttes til eksempelvis tandbørstning. 

Flybillet
Alle flybilletter er i dag elektroniske, der vil derfor ikke blive fremsendt eller udleveret en fysisk flybillet ifm. rejsen. I lufthavnen på afrejsedagen udleveres en deltagerliste hvorpå referencenummeret til den elektroniske flybillet fremgår. Når De skal tjekke ind i lufthavnen, er det dog oftest fyldestgørende blot at fremvise pas. 

Flyrejsen
Der findes pr. august 2016 ingen direkte afgange fra København til nogen destinationer i Kaukasus, det er derfor altid nødvendigt med en mellemlanding undervejs. Vi oplever, at flyforbindelserne til hhv. Armeniens hovedstad Jerevan og Gerogiens hovedstad Tbilisi er meget vekslende afhængig af tidspunkt på året og lokale forhold. Langt de fleste flyvninger til Kaukasus er med ankomst om natten eller tidlig morgen, ligesom langt de fleste afgange derfra er tidlig morgen. Der findes enkelte forbindelse med Turkish Airlies via Istanbul, hvor det er muligt at rejse i løbet af dagen med ankomst om aftenen og hjemrejse om morgenen, disse er dog ofte meget populære, hvorfor vi ikke altid har mulighed for at reservere plads til en gruppe på disse afgange. Vi gør vores bedste for at finde de mest attraktive flyafgange, der tilgodeser det planlagte rejseprogram, men det vil i nogen tilfælde ikke kunne undgås, at ankomst og hjemrejse falder på uattraktive tidspunkter. De endelige flytider oplyses i informationsbrevet der fremsendes én måned før afrejse.

Informationsbreve
Én måned før afrejse fremsendes et informationsbrev der bl.a. fortæller om flytider, mødet i lufthavnen på afrejsedagen, hoteller, gruppens størrelse mm. Informationsbrevet fremsendes på e-mail.

Personlig sikkerhed
Det er som sådan ikke mere farligt at rejse i Georgien og Armenien end at rejse andre steder. Generelt råder vi rejsende til ikke at gå alene rundt efter mørkets frembrud – mere fordi det nu engang er tryggere at fare vild sammen end pga. konkrete farer. 
I offentlig transport og på steder med mange turister skal De tage Dem i agt for lommetyve, som desværre kan forekomme. Brug ikke rygsæk, men i stedet en skuldertaske, som De kan holde i et fast greb under armen, og undgå helt at have pungen i baglommen. Efterlad dyre og vigtige ting som f.eks. pas og store kontantbeløb på hotellet i stedet for at have dem med rundt i byen.

I Kaukasusregionen verserer en række uløste grænsekonflikter (Rusland/Georgien, Aserbajdsjan/Armenien). Disse konflikter udspiller sig typisk i det politiske forum og kun yderst sjældent fører de til lokale uroligheder. Ingen af de områder vi besøger på vore rejser ligger i omstridte regioner eller områder. Det danske udenrigsministerium har pr. 1. august 2016 ingen forbehold for rejser i hverken Armenien eller Georgien.

Prisniveau
Det generelle prisniveau i Armenien og Georgien er en smule lavere end i Danmark. 

Påklædning
I Armenien er det god skik, at kvinder medbringer et slør eller tørklæde til at dække håret ved kirkebesøg. Det er dog ikke påkrævet. I Georgien er det derimod påkrævet, at kvinder bærer et slør eller tørklæde samt en kjole eller nederdel i kirkerne. For mænd gælder det, at man ikke skal være iført korte bukser.

Det kan anbefales, at De medbringer en regn- eller vindjakke, da vi nogle steder er højt oppe i bjergene og vejret derfor kan være omskifteligt. Ligeledes anbefaler vi, at De medbringer fornuftigt fodtøj, der er skridsikre og egnet til brug i forskelligt terræn, eksempelvis kondisko med gummisål. Decideret vandrestøvler er ikke nødvendige, da der på vore rejser ikke er indlagt lange vandreture i naturterræn. 

Sprog
Rejselederen er dansk, og størstedelen af rejsen vil gennemføres på dansk. Enkelte møder med lokale vil dog forgå på engelsk. Rejselederen vil ved disse lejligheder oversætte og opsummere. 

Strabadser
Vi gør opmærksom på, at der på rejsen indgår programpunkter hvor det forudsættes, at deltageren kan gå 3-5 km i almindeligt tempo i ujævnt og bakket terræn med få korte stop undervejs. På enkelte ekskursioner vil vi besøge seværdigheder hvor underlaget er meget ujævnt - eksempelvis hulebyen Uplistsikhe, såfremt man er meget dårligt gående vil disse steder være decideret ufremkommelige. Generelt er Kaukasus meget bjergrigt og bakket, selv i byerne vil der forekommer større bakker og niveauforskelle som skal forceres til fods. Vi fraråder helt tilmelding såfremt De er meget dårligt gående eller er afhængig af personlig hjælper, kørestol eller rollator. De er altid velkommen til at kontakte Akademisk Rejsebureau forud for Deres bestilling såfremt De har spørgsmål til ovenstående. 

Strøm og stik
De georgiske og armenske stik er helt de samme som i Danmark. Dog passer edb-stik med et ekstra stik til jord ikke.

Tidsforskel
Georgien og Armenien er to timer foran Danmark.

Tilslutningsfly
Desvære er det ofte ikke muligt at arrangere tilslutningsfly til og fra København ifm. rejser til Kaukasus. Dette skyldes, at flere af de selskaber vi oftest benytter ikke har en samarbejdsaftale med et dansk flyselskab, der kan levere en forbindelse. Det kan dog også skyldes, at flytiderne for den videre rejse fra København ikke muliggører en tilslutning. Er de interesseret i en tilslutning skal De kontakte Akademisk Rejsebureau, så vil vi undersøge de konkrete muligheder. 

Valuta
Georgien og Armenien benytter hver sin valuta. I Georgien hedder møntenheden lari. 100 lari er ca. 300 kroner. I Armenien hedder møntenheden dram, og her svarer 100 armenske dram til ca. 1,5 danske kroner.

Man kan med fordel veksle til den lokale valuta på destinationen. På denne måde opnår man den bedste kurs. Man bør dog være opmærksom på, at kursen på georgiske lari er væsentligt dårligere i Armenien end i selve Georgien og vice versa. Da danske kroner ikke er særlig kendte i området, anbefaler vi, at De medbringer enten euro eller amerikanske dollars til brug ved veksling.

Vejr
Generelt er klimaet lunere i Armenien og Georgien end det er i Danmark. De kan finde yderligere information om dette på Danmarks Meteorologiske Instituts hjemmeside ved at følge dette link.

Visum
Det er ikke nødvendigt med visum til hverken Armenien eller Georgien.