Praktisk information om Usbekistan

Herunder finder De en række praktiske oplysninger forud for Deres rejse til Usbekistan. Læs bl.a. mere om valuta, drikkepenge, tidsforskel, vejr og påklædning.

Visum 

Indrejse til Usbektsian er gjort visumfrit pr. 1. februar 2019 ved ophold på maksimalt 30 dage.

Se evt. udenrigsministeriets hjemmeside gennem dette link.

Generelt

Indrejse
Ved indrejse til Tasjkent skal De udfylde en tolddeklaration. Dette skal gøres i to eksemplarer, hvor De fortæller, hvor megen valuta De har med. Det ene eksemplar afleverer De til told-funktionærerne, det andet får De stemplet og skal aflevere igen ved udrejsen sammen med en deklaration, der viser hvor meget valuta De har tilbage.

Pas- og toldkontrollen kan være en tidskrævende affære, man må derfor væbne sig med tålmodighed og glæde sig, når gruppen sidder i bussen og kan køre ind til hotellet i Tasjkent.

Tidsforskel
Usbekistan benytter sig ikke af sommer-/vintertid som I Danmark. Derfor vil tidsforskellen på rejsetidspunktet være +3 timer. Dvs. når klokken er 9.00 i Danmark er klokken 12.00 i Usbekistan. 

Drikkevand
Man bør helt undgå at drikke vandet fra hanerne i Usbekistan. Derfor anbefaler vi at De på forhånd sørger for hver dag at medbringe rigeligt vand på turene. Vand kan også købes på hotellerne eller i butikker i nærheden af hotellerne.

Strøm og stik
Usbekisk strøm er det samme - 220 v, som i Danmark. Usbekiske stikkontakter er i udgangspunktet de samme som i Danmark, danske EDB-stik med en ekstra stik til jord kan dog ikke bruges. Enkelte steder kan stikkontakter være af ældre dato og vil derfor ikke passe til de danske. Derfor anbefales det at De medbringer en adapter.

Fotografering
I Usbekistan er det nødvendigt at have en fotograferingstilladelse, for at få lov til at fotografere ved visse seværdigheder. Der er betalt for fotografering ved de seværdigheder, der indgår i programmet. Bliver De spurgt om fotograferingstilladelse, skal De henvise til rejselederen eller den lokale guide.

Strabadser
Der er ikke indlagt meget lange gåture i programmet. Vi forventer dog, at vores gæster f.eks. kan følge med på en vandretur på to kilometer i almindeligt spadseretempo med enkelte pauser, hvor man står op og taler sammen om det, man ser. Er dette et problem for nogen, vil vi gerne vide det på forhånd.

Valuta

Undgå at medbringe danske kroner, som er ukendte, medbring derimod US dollars. Alle priser på basarer og hos handlende angives i Dollars. Hav kontante dollar parat til indkøb af større ting (tæpper, silkevarer, keramik osv.). Til køb af mindre souvenirs, drikkevarer osv. bør De benytte den lokale valuta, sum.

Valutaen i Usbekistan hedder sum. Kursen er ca. 3.000 sum for 1US dollar, men kan variere. 2.000 sum svarer til ca. 5 kroner.

Kreditkort skal De i udgangspunktet ikke regne med at kunne betale med. Dog vil nogle meget centralt beliggende restaurationer og barer i den dyre ende tage imod især VISA-kort (Mastercard er mindre kendt), ligesom nogle af de handlende, der sælger allerdyreste varer, f.eks. tæpper, tit vil råde over en kreditkort-terminal i baglokalet. De kan i realiteten ikke hæve kontanter med Deres kreditkort nogen steder, idet det kun er få banker, der accepterer det. Desuden mister De på grund af forskellen mellem den officielle kurs og den mere reelle ”sorte” kurs på udenlandsk valuta, mange penge ved at hæve på kreditkort i en bank.

Mange spørger til, hvilket budget, man skal regne med på turen. Det er svært at rådgive om, men som pejlemærker kan man huske på, at man skal betale for drikkevarer ud over vand til måltiderne, man skal have lidt småpenge parat hist og her for brug af offentlige toiletter osv., og endelig er der shopping-budgettet, som jo er en særdeles individuel sag. Det vi har hørt fra tidligere grupper, peger dog som allerede nævnt på, at indkøbsmulighederne opfattes som særdeles attraktive. Tag derfor hellere for mange penge med end for lidt, da man jo ikke er tvunget til at bruge hele sit budget.

Måltider, drikkevarer og indkøbsmuligheder

Der er fuld pension på rejsen. Det betyder, at alle måltider – morgenmad, frokost og aftensmad – er arrangeret på forhånd. Der er inkluderet en flaske vand til hver deltager per dag, yderligere drikkevarer er for egen regning. Prisen for drikkevarer varierer meget fra restaurant til restaurant, men regn med ca. 5-10 kroner for en sodavand eller et glas vodka, 15 kroner for en øl og varierende priser på den lokale vin.

Man bør helt undgå at drikke vandet fra hanerne i Usbekistan. Derfor anbefaler vi at De på forhånd sørger for hver dag at medbringe rigeligt vand på turene. Vand kan også købes på hotellerne eller i butikker i nærheden af hotellerne.

En stor positiv overraskelse i Usbekistan er for de fleste de indkøbsmuligheder, landet byder på. I Usbekistan fremstilles der silkevarer, tæpper og keramik i allerfineste international kvalitet, og varerne kan erhverves til priser, der ligger mange gange under tilsvarende varers priser i Danmark. Varerne svinger naturligvis i pris. Fra 5-10.000 kr. for de håndvævede tæpper i Khiva, ned til keramikgenstande til få dollars.

Drikkepenge

Akademisk Rejsebureau har i det fælles program betalt guider, chauffører og restauranter alle de drikkepenge, de forventer at få på gruppens vegne. Der skal derfor ikke samles drikkepenge ind til dem på turen.

Vejr og beklædning

Vejret i Usbekistan i perioden oktober til og med marts er meget svært at forudsige. Temperaturene kan i løbet af dagen komme op over 20 grader, mens det om aftenen og om natten kan blive noget køligere, ned til under 10 grader. Det bedste råd er derfor at medbringe alsidigt tøj, så man kan skifte mellem påklædning til varmt og køligere vejr i løbet af dagen. Regntøj bør medbringes, ligesom solidt fodtøj er godt at have med, selvom der dog ikke er indlagt meget lange vandrestræk på turen.

Tørklæde benyttes af kvinder på steder af religiøs betydning, hvilket også turister skal respektere, medbring derfor et tørklæde til brug på disse steder.

Toiletter og hygiejne

Toiletforholdene i Usbekistan vil mange danskere opfatte som utilstrækkelige. Uden for hotellerne er der langt mellem de indbydende af slagsen, og vi anbefaler kraftigt, at man medbringer såvel vådservietter som desinfektionsvæske til brug under hele turen. Det kan ligeledes anbefales at medbringe en rulle toiletpapir.

Selv på de bedste restaurationer er der sjældent tilstrækkeligt mange toiletter, og ofte er der tale om et ”fransk” toilet, dvs. et hul i jorden i stedet for et rigtigt wc.

Personlig sikkerhed

Landets nuværende myndigheder har sat turismen relativt højt på dagsordenen. Det betyder bl.a., at man som turist på ingen måde oplever befolkningen som påtrængende og insisterende på samme måde, som det f.eks. kan være tilfældet i nogle mellemøstlige lande. I Usbekistan er befolkningen i forskellig grad vant til turister.

Når dette er sagt, er det sikrest ikke at have vigtige ting og kontanter i en rygsæk; man bør hellere have det i en inderlomme eller en skuldertaske. Kostbare genstande og kontanter kan man passende have i en boks på hotellet

Kvinder kan overalt i Usbekistan færdes frit og uantastet, og vil i den absolutte hovedregel blive mødt med venlig opmærksomhed og måske endda galant optræden. Generelt gælder det dog overalt uden for den lettest tilgængelige del af verden, at vi råder vores rejsende til at gå mindst to og to sammen, mest fordi det nu engang er mindre bekymrende at fare vild sammen med en man kender, end hvis man er helt alene.