Rundrejse på Balkan med Karsten Fledelius

Kampen om historien på det vestlige Balkan

 - en rejse gennem Europas nyeste stater

Denne rundrejse bringer os på 9 dage igennem de fire balkanlande Bosnien-Hercegovina, Serbien, Kosovo og Nordmakedonien. Vi kommer undervejs til, hvad der for de flester er helt ukendte egne, langt fra traditionelle turistmål, gennem vild og betagende natur og forskellige samfund, som dog alle er bundet sammen af både geografien og historien.

Vi starter i Bosnien-Hercegovinas hovedstad Sarajevo og slutter i Nordmakedoniens hovedstad Skopje, men undervejs passerer vi gennem de vestlige bjergegne af Serbien og den vestlige og sydlige del af Kosovo. Alle disse områder var tidligere en del af Jugoslavien, som i dag er opløst i 7 selvstændige stater, hvoraf den sidste, Kosovo fra 2008, endnu ikke er blevet optaget i FN.

Jugoslavien var fra 1948 det frieste af de kommunistiske lande, men fik den værste skæbne i tiden efter den Kolde Krig, præget af voldsom borgerkrig og en fredsordning beskyttet af det internationale samfund. Den har imidlertid vist sig holdbar nok, og i dag er det område, man trygt kan rejse i.

Status:
Udsolgt

Dagsprogram

Dag 1: Afrejse til Bosnien-Hercegovina
Afrejse fra Københavns lufthavn. Ankomst til Sarajevo, hovedstaden i Bosnien-Hercegovina. Efter indkvartering på vores hotel vil der være tid til en kort rundtur i byen. Om aftenen er der fælles velkomstmiddag.

Dag 2: Sarajevo (Bosnien-Hercegovina)
Dagen starter med et besøg i byens gamle, orientalske basar, Baščaršija, som stammer helt tilbage fra år 1462. Basaren har siden den blev bygget fungeret som både som socialt og religiøst mødested, og man finder her moskeer, synagoger og ortodokse kirker side om side. Af denne grund er byen også kendt som "Europas Jerusalem". I Sarajevos centrum finder vi mange smukke bygninger, deriblandt det flotte rådhus i maurisk stil, som sidenhen blev bibliotek og er en af de symbolske bygninger, som blev ødelagt under Sarajevos belejring 1992-95.

Efter vores besøg i basaren og dens nærmeste omgivelser stiger vi på bussen og kører østpå gennem det bosniske landskab, forbi vintersportsstedet Pale, som under Sarajevos belejring var hovedsæde for den bosnisk-serbiske regering, og videre til byen Gorazde, den eneste af de østbosniske enklaver, som ikke blev erobret af de bosniske serbere. Vi får her et indtryk af, hvor stor betydning den internationale, herunder den danske, indsats trods alt har haft i det krigshærgede land, men også af den beslutsomhed, den lokale befolkning udviste i kampen for deres by. Vi vender tilbage til Sarajevo, hvor vi overnatter.

Dag 3: Sarajevo-Drvengrad
Efter morgenmaden stiger vi på bussen igen. Vi skal se den berømte Bro over Drina-floden, bygget af den osmanniske storvesir Mehmed Paša Sokolović, som er på UNESCOs liste over verdenskulturarv. Broen blev bygget i 1577 og er et af de mest velbevarede eksempler på osmannisk arkitektur på Balkan. Ikke langt fra broen findes også et naturligt mineralbad fra det 15. århundrede, som vi skal se. Vi spiser frokost i byen Višegrad, hvor broen ligger, inden vi kører videre ind over grænsen til Serbien for at besøge filmbyen Drvengrad, en by, som er bygget af den bosnisk-serbiske filminstruktør Emir Kusturica. Drvengrad ligger mellem de to bjerge Tara og Zlatibor, og husene er bygget af træ, hvilket giver et idyllisk udseende. Kusturica byggede efter sigende byen fordi han ”mistede” sin egen hjemby, Sarajevo, under krigene i Jugoslavien og ønskede at skabe sig et nyt hjem. Visionen bag byen var et fredeligt sted væk fra globaliseringen med plads til alle. Vejene i byen er desuden opkaldt efter personer som Kusturica anser som værende betydningsfulde, f.eks. den serbisk-kroatiske opfinder Nikola Tesla, den argentinske fodboldspiller Diego Maradona og den bosnisk-kroatiske nobelprisvinder og forfatter Ivo Andric, hvis fremragende roman gjorde Broen over Drina verdensberømt. Drvengrad er noget helt specielt som man ikke oplever andre steder.

Dag 4: Drvengrad-Novi Pazar (Serbien)
For morgenstunden kører vi sydpå til den lille by Prijepolje, som er en typisk traditionel serbisk by, omringet af smuk natur. Vi tager en rundtur i byen, for få en fornemmelse af den lokale kultur, og spiser herefter frokost. Efter frokost kører vi videre i retning af Novi Pazar hvor vi skal overnatte. I nærheden af Novi Pazar skal vi opleve området Stari Ras som et historisk vigtigt område med flere forskellige unikke bygninger og monumenter. Hele området, som dækker over et middelalderfort og flere kirker og klostre som alle stammer tilbage fra middelalderen, blev optaget på UNESCO's verdensarvsliste over bevarelsesværdige kulturhistoriske steder i 1979. I Stari Ras-området besøger vi først kirken for apostlene Peter og Paul. Den er bygget i byzantinsk stil, og er den ældste stadig helt intakte kirke i Serbien. Efter vores besøg ved kirken skal vi videre til Sopocani-klosteret, som har et enestående billedprogram i byzantinsk stil, som spiller en central rolle i serbisk-ortodoks kristendom. Et andet vigtigt kloster, vi vil besøge, er Mileševa, som rummer nogle af de smukkeste kalkmalerier i serbisk middelalderlige kunst, men sjældent besøges af turister. Klostret blev bygget mellem år 1234 og 1236 af den serbiske konge Vadislav. Malerierne blev overmalet i anden halvdel af det 16. århundrede, men da kirken senere brændte, blev dette nye lag brændt af og fungerede dermed som et beskyttende lag, og de oprindelige freskoer fra 1230’erne er således forholdsvis uskadte den dag i dag. Klosteret blev desuden optaget på den serbiske liste over kulturmonumenter af ekstraordinær betydning i 1979, og er således beskyttet af den serbiske stat. 
Efter indkvarteringen på vores hotel i Novi Pazar er aftenen er til fri disposition i Novi Pazar.

Dag 5: Novi Pazar-Péc (Serbien-Kosovo)
I dag skal efter at have kørt gennem et vildt og smukt bjerglandskab krydse grænsen til Kosovo som i 2008 erklærede sig som uafhængig stat, men endnu ikke er blevet officielt medlem af FN. Kosovo ligger i hjertet af de lande vi besøger, og befolkningen består af en blanding af de omkringboende nationaliteter. Dog er størstedelen af befolkningen i Kosovo etniske albanere. Vi kører direkte mod vores overnatningssted, den gamle serbiske patriarkatsby Peć, på albansk Pejë, en by som har skiftet herrer adskillige gange, og som indtil 1690 var sæde for patriarken, overhovedet for den serbisk-ortodokse kirke. Vores første stop er netop patriarkatet, sæde for den lokale biskop og et kulturcenter for den lokale serbiske befolkning, til stadighed bevogtet af soldater fra EU for at forebygge evt. overgreb mod byens vigtigste kristne bygningsværk.

Patriarkatet, som i 2006 blev optaget på UNESCOs liste over bevarelsesværdig kulturarv, består ud over klosterbygningen af fire kirker, hvoraf de tre er forbundne med hinanden, så det på en måde udgør én stor kirke. Det blev grundlagt i 1200-tallet og rummer fine kalkmalerier – det anses for den vigtigste helligdom i hele det gamle serbiske område. Herudover er Peć, hvis omgivelser er meget smukke, en afslappende og hyggelig by, som egner sig godt til en aftentur. Vi overnatter i Peć.

Dag 6: Péc (Kosovo)
Denne formiddag kører til det befæstede kloster Visoki Dečani, som blev bygget i starten af det 14. århundrede af den serbiske kong Stefan Dečanski. Klosteret har siden 1947 været under beskyttelse af den serbiske stat, og blev i 2006 også optaget på UNESCOs liste over bevarelsesværdig verdenskulturarv, specifikt for at være en del af den unikke middelalderarkitektur som findes i Kosovo. Denne vestlige del af Kosovo tæt på grænsen til Albanien er bjergrig og smuk, men var i 1998-99 stedet for voldsomme kampe pga. områdets strategiske betydning.
Vi kører tilbage mod Péc by hvor vi spiser frokost sammen. Efter frokost skal vi på byrundtur i Péc.
Aftenen på egen hånd.

Dag 7: Péc-Skopje (Kosovo-Nordmakedonien)
I dag skal vi besøge den historiske by Prizren. I Prizren bor albanere, serbere, tyrkere og bosniere sammen side om side, og byen anses desuden som grundlaget for den moderne albanske nations grundlæggelse i 1878. Undervejs på turen vil vi høre om områdets rolle i de mange historiske og kulturelle konflikter i Balkan-området og de modsætninger mellem de etniske grupper, de har forårsaget. I Prizren kan vi dog i dag opleve noget andet, for i de seneste år lever de mange forskellige nationaliteter fredeligt sammen i byen. Et ejendommeligt tegn på dette er, at det nok mest udbredte sprog i byen er tyrkisk, noget som vel også til en vis grad skyldes, at de internationale styrker, der er placeret i byen, er fra Tyrkiet.

Prizren er imidlertid også en by med kristne mindesmærker, vigtigt Ljeviška-kirken med den smukke middelalderlige fresker, som for nogle år siden blev udsat for et attentat, men heldigvis ikke blev ødelagt. Efter en byrundtur vil der være tid på egen hånd til at spise frokost på et af de mange spændende spisesteder langs floden.

Efter frokosten i Prizren går vi tilbage i bussen, og sætter kurs mod grænsen til Nordmakedonien, et land, som blev selvstændigt fra Jugoslavien i 1992, men først har fået sit navn anerkendt i 2019. Vi kører gennem de nordmakedonske landskab til vi ankommer i hovedstaden Skopje. Vi bliver indkvarteret på hotellet, hvorefter resten af dagen er på egen hånd. 

Dag 8: Skopje (Nordmakedonien)
Vi begynder dagen med et besøg ved Nerezi-klosteret oppe over byen. Det rummer en af de ældste kirker på Balkan og et af de bedst bevarede eksempler på makedonsk middelalderarkitektur. Her skal vi se nogle betagende byzantinske kalkmalerier fra 1100-tallet, og vi får lejlighed til at nyde udsigten over byen.

Efter vores besøg ved klosteret kører vi tilbage til byen, hvor rensten af dagen skal bruges på at opleve hovedstaden Skopje til fods ved en byrundtur. Vi gør holdt ved adskillige monumenter som stammer helt tilbage fra middelalderen. Gennem monumenterne vil vi se resultatet af den makedonske højrefløjs omdannelse af byen: Enkelte monumenter bærer præg helt tilbage fra middelalderen og viser en ældgammel, ofte jordskælvsramt by, men der findes også et væld af moderne monumenter. Kombinationen af dette giver byen et udtryk som nogle ville betegne som en klassicistisk krydsning mellem Athen og Washington, med store skulpturer af historiske skikkelser som det har kostet det fattige Makedonien store summer at opføre. Til frokost vil der være tid på egen hånd.

Vi mødes senere på dagen og tager på byens store basar som kan dateres helt tilbage til middelalderen og regnes for at være en af de ældste og største basarer i Balkan, bl.a. kendt for sine sølv- og guldsmede. Udover at være et handelscentrum er basaren også et historisk centrum, og arkitekturen er derfor en blanding af osmannisk, byzantinsk og moderne arkitektur. Vi vil også få mulighed for at se nærmere på basarens mange kobbersmede og den lokale keramik, som også er en gammel del af balkantraditionen.

Efter vores besøg på basaren er der fælles afskedsmiddag.

Dag 9: Hjemrejse
Vi spiser morgenmad sammen på hotellet og begiver os til lufthavnen hvor vi flyver hjem til København.

Hvad er inkluderet?

- Fly t/r fra København
- 8 overnatninger i dobbeltværelse på trestjernede hoteller
- Morgenmad alle dage
- 4 frokoster & 2 middage
- Dansk eksepertrejseleder
- Alle udflugter og adgangsbilletter som beskrevet i programmet
- Alle drikkepenge til guider, chauffører, m.m.

Praktisk information

Strabadser
Vi gør opmærksom på at denne rejse ikke er egnet for personer der er afhængige af personlig hjælper, kørestol eller rollator. Dette skyldes bl.a. at der på rejsen indgår programpunkter hvor det forudsættes at deltageren kan gå 2-3 km i almindeligt tempo med få korte stop undervejs. De er altid velkommen til at kontakte Akademisk Rejsebureau forud for Deres bestilling såfremt De mener at ovenstående kunne give Dem problemer.

Valuta
Vi anbefaler at man medbringer euro, da dette er valutaen i flere af landene og euro kan veksles til den lokale valuta i de lande som ikke har euro. Det er meget lettere at veksle euro end danske kroner.

Bosnien-Hercegovina bruger Mark
Serbien bruger serbiske Dinarer
Kosovo bruger Euro
Montenegro bruger Euro
Makedonien bruger makedonske Denarer

Rejseforsikring
Ingen af disse lande er medlemmer af EU, og De er derfor ikke dækket af hverken det blå eller det gule sygesikringsbevis når De rejser i disse lande. Vi anbefaler at De tegner en rejseforsikring. De kan læse mere om dette på vores hjemmeside under information.

Visum

De skal ikke bruge visum til at besøge landene på denne rejse.

Afgange og priser