Rikke Helms og Sonja Vesterholt

 

 

I foråret 2016 gennemførte Akademisk Rejsebureau for første gang en kulturrejse til Georgien med Rikke Helms og hendes veninde, filminstruktør og forfatter Sonja Vesterholt. Rejsen var meget populær, og blev hurtigt udsolgt. Det glæder os derfor, at vi igen i maj 2018 kan udbyde endnu en afgang med Rikke og Sonja til Georgien.  

I 2014 var Rikke og Sonja på besøg i Georgien, deres begejstring for landet og Tbilisi var så stor, at de tilbragte den efterfølgende jul og nytår i der. Deres begejstring har de valgt at dele med os, og har derfor sammen med Akademisk Rejsebureau eksklusivt udviklet denne kulturrejse til Georgien.

Herunder kan De læse Rikkes personlige beretning om hendes forhold til Georgien og motivationen for at udvikle denne rejse.

Kære rejsefæller

Jeg besøgte Georgien første gang som helt ung student i 1970, da jeg var på studieophold i Leningrad. Universitetet dér organiserede en rejse for os udenlandske studerende til en række af de sydlige sovjetrepublikker, Uzbekistan, Azerbajdjan, Armenien, Georgien og Syd-Ukraine.
Senere, under mit ophold i Moskva som dansk lektor fra 1985-90 besøgte jeg igen Georgien sammen med min familie (1989). Men det er jo mange år siden.
Sidste sommer (i 2014) blev min interesse for Georgien pludselig (gen)vakt. Min nære dansk-russiske veninde Sonja Vesterholt (dokumentarfilm-producent og forfatter) købte nemlig i maj en lille lejlighed i Tbilisi. Hun inviterede mig på besøg i september og igen over jul og nytår. 
Jeg oplevede, hvordan den fattige sovjetrepublik, som jeg havde besøgt i 1970 og 88, nu - efter Sovjetunionens sammenbrud i 1991 - var blevet til et selvstændigt land.  Landet var blomstret noget op under præsident Saakashvilis reformer, men havde dog måttet afstå to af sine regioner til Rusland: Abkhasien i 1990 og Syd-Osetien efter den korte, blodige krig i 2008. Det er ikke noget, som har fremmet kærligheden til den store russiske nabo på det politiske plan! Ikke desto mindre er der på det menneskelige plan stadig en stor sympati mellem russere og georgiere.  Og "almindelige" russere elsker Georgien for dets kultur og gæstfrihed. 
Jeg har selv bevidnet, at man som russisktalende virkelig bliver mødt med stor hjertelighed af de temperamentsfulde georgiere og straks føler sig tryg og godt tilpas i mylderet af mennesker i basaren, på det store loppemarked og i de små butikker og cafeer.

Tbilisi er en gammel og meget pittoresk sydlandsk by beliggende på to stejle flodbredder over floden Mtkvari. Arkitekturen er et mix imellem middelalderlige, klassiske og sovjetiske bygninger.
I centrum er der nye modernistiske bygninger og ny-istandsatte fine gamle kvarterer, men man skal ikke langt væk, før man støder på fattige og forsømte huse i de smalle gader. Også dette er malerisk og charmerende at se på, når man bare ikke skal bo der!
Mange kirker og helligdomme fra forskellige konfessioner ligger side om side i centrum og vidner om, at byen gennem århundreder har været et mødested og knudepunkt for handel mellem talrige etniciteter, religioner og kulturer. Georgierne selv, og også de mange armenere der bebor landet, er ortodokse kristne og mange af deres kirker stammer helt tilbage fra 3. årh. 

Charmerende og fremmedartet er der i Georgien, et land med venlige mennesker, skøn bjergrig natur med gamle klostre og kirker på bjergtoppene, med dufte og farver og herlig mad - der minder om det persiske og tyrkiske køkken, men som dog stadig er helt deres egen. Og så naturligvis de dejlige vine og cognac, som er blandt Georgiens hovedprodukter. Landet har en særlig autencitet - lige til at forelske sig i - det har jeg gjort. 
Denne glæde ved Tbilisi og landet omkring byen vil jeg gerne dele med jer. Derfor har Sonja og jeg sammensat en rejse til Georgien, hvor vi håber at I vil gøre os selskab. Rejsen vil have fokus på den georgiske natur, historie, kultur, men også på det, som taler til vores sanser: Kunstnermøder, vinsmagning, svovlbade og god georgisk mad. Jeg vil kort sagt gerne vise jer det, som for nyligt har gjort Georgien til et af mine yndlingssteder i Europa.

Venlig hilsen

Rikke Helms

Se øvrige rejser med Rikke Helm som rejseleder