Rundrejse i Israel og Palæstina

Saligprisningernes bjerg, Israel

På rejsen besøger vi kristendommens vigtigste helligsteder og scenen for det nye Testamentes beretninger og går på den måde i Jesu Fodspor. Samtidig får vi Trine Yarons store viden om de jødiske fortidsminder i landet og det moderne Israel foldet ud. Da Birgitte Thyssen også er kunsthistoriker, er en særlig indfaldsvinkel på denne rejse kunsthistorien, også den moderne kunst i Israel og Palæstina. Rejselederne benytter sig af deres store lokalkundskab til at introducere os for lokale kunstnere og viser, hvordan Det hellige land tager sig ud bag facaden. 

To søstre med hver sin indgangsvinkel til Det hellige Land står i spidsen for denne rejse til Israel og Palæstina. Birgitte Thyssen er dansk sognepræst og tidligere lektor på præstehøjskolen.  Hendes søster Trine Yaron blev uddannet arkæolog i Israel, hvor hun i dag er konverteret til jødedommen, gift og bosiddende i Jerusalem. 

 

Status:
Udsolgt

Program

Dag 1
Efter ankomst kører vi direkte til Jerusalem, hvor vi bliver indkvarteret. 

Dag 2
Til formiddag begynder vi øst for den gamle by på den anden side af Kedron-dalen på Oliebjerget, hvorfra vi nyder udsigten over Tempelbjerget med Klippemoskéens gyldne kuppel og de mange kirketårne. Vi besøger først franciskanernes Pater Noster-kirken, der siges at ligge over den hule, hvor Jesus lærte disciplene Fadervor. Bønnen er skrevet på murene i kirken på alverdens sprog. Herfra går vi ad den snoede vej ned ad Oliebjerget og ser Baluccis tåreformede kirke og ender i Gethsemane Have blandt oliventræerne. Herefter spiser vi en fælles frokost. Om eftermiddagen kører vi vest for Jerusalem og besøger Hadassa-hospitalet med Chagalls vinduer med gammeltestamentelige motiver, der fremstiller Jakobs velsignelse af hans 12 sønner og Moses’ velsignelse af Israels 12 stammer. Vi slutter dagen med et besøg på Israels Museum, som rummer både arkæologi og kunst.

Dag 3
Bag Den gamle Bys mure ligger nogle af kristendommens, jødedommens og islams vigtigste helligsteder samlet på blot en kvadratkilometer. Vi besøger den kristne, den jødiske , den armenske og den muslimske bydel. Vi begynder med Grædemuren, den gamle vestmur til Herodes’ ødelagte tempel, jødedommens vigtigste helligsted. Herfra går vi op ad trappen til selve Tempelbjerget, hvor islams tredjehelligste plads, Al-Aqsa, ligger i dag. Ved udgangen finder vi starten af Via Dolorosa med de 14 stationer, der markerer Jesu gang mod Golgata og korset. Vi ender i Gravkirken, hvor ortodokse, armenere og katolikker har inddelt kirkerummet i forskellige afdelinger. Her finder vi både Golgata og Jesu grav, hvorfra han opstod. Efter frokost besøger vi Vestjerusalem og ser israelsk samtidskunst. Vi bliver præsenteret for nye og alternative projekter i Jerusalems kunstliv af en lokal kunsthistoriker.  Endelig bliver der tid til at udfordre smags, lugt- og synssansen på det store fødevaremarked, der bugner af kager, brød, slik, frugt, kød og fisk.

Dag 4
Øst for Jerusalem ligger Judæa-ørkenen og Det døde Hav. Længere nede ad kysten finder vi Masada, Herodes store klippeborg, hvor de sidste jødiske modstandskæmpere holdt stand og begik kollektivt selvmord for ikke at overgive sig til romerne efter Jerusalems ødelæggelse i år 70 e.Kr. Borgen besøges med svævebane, der hæver os højt over det døde Hav. Efter frokost besøger vi Qumran, hvor dødehavsrullerne blev fundet i klippehulerne i 1947. Herefter bliver der mulighed for at bade i Det døde hav og føle sig vægtløs i det salte vand og smøre sig ind i det sorte mudder, der peeler huden helt glat.

Dag 5
I dag besøger vi den palæstinensiske hovedstad Ramallah og Det danske Hus, der støtter en lang række kulturprojekter på Vestbredden.  I Ramallah møder vi kvindelige kunstnere og kvindegrupper, som arbejder med palæstinensisk kunst og kunsthåndværk. Herfra kører vi mod syd og besøger Betlehem.  Vi besøger fransiskanerkirken på Hyrdernes Mark og hører juleevangeliet, hvor det lød første gang. Herfra kører vi op til byen og besøger en af kristendommens ældste kirker, Fødselskirken med grotten, hvor Jesus blev født. Herefter besøger vi det lutherske Diyar Center, hvor vi får en rundvisning og hører om centerets kunstskole. Vi møder her palæstinensiske kunstnere og ser deres arbejde.

Dag 6
Til formiddag besøger vi Mosaik-museet med dets byzantinske mosaikker ved ”Den barmhjertige Samaritaners kro” ved Maale Adumim. Mosaik-museet rummer mosaikker fra synagoger i Gaza og Nablus, hvor samaritanernes Gerazim-bjerg ligger. Maale Adumim er den største jødiske bosættelse i Judæa-ørkenen og er i dag en moderne forstad til Jerusalem, bestående af hvide villaer med røde tage, belligende på toppen af et højdedrag. Kort herfra ligger Jeriko, i dag palæstinensisk selvstyreområde, hvor vi skal se ruinerne af verdens ældste by. Efter frokost kører vi ned i det buskede område mod Jordan-floden, hvor Jesus blev døbt af Johannes Døber. Den få meter brede flod udgør grænsen til Jordan. Herfra kører vi mod nord gennem Jordan-dalen mod Genesaret Sø, hvor vi skal bo de næste to dage. Sidst på eftermiddagen besøger vi Nazaret med Bebudelses-kirken, der rummer billeder af Jomfru Maria i mange nationale afskygninger fra hele den katolske verden, som afspejler hver sin kulturelle og kunstneriske baggrund. 

Dag 7
Vi kører op af det grønne bakkedrag til Saligprisningernes Bjerg, hvor Jesus holdt Bjergprædikenen med udsigt over Genesaret Sø.  Ved søbredden besøger vi Tabgha, der er kendt for mosaikken med de to fisk og de fem brød fra det femte århundrede. Kort derfra ligger stranden, hvor Jesus viste sig efter opstandelsen og den sorte kirke, der symboliserer Peters udnævnelse til at være apostlenes leder. Herefter besøger vi Kapernaum, landsbyen, som Peter kom fra, og hvor Jesus lærte og helbredte. Vi besøger også den pink, ortodokse kirke nord for ruinerne, inden vi lægger vejen forbi Magdale Centeret ved Arbek-bjergets fod, hvor der findes rester af en komplet jødisk landsby fra Jesu tid med synagoge med en sten med afbildning af templet i Jerusalem, butikker, markedsplads, boliger og lille havn. Efter frokost stævner vi ud fra Tiberias på en sejlads på Genesaret Sø til stedet, hvor Jesus gik på vandet.

Dag 8
I dag besøger vi kunstnerkolonien i Safed, centrum for jødisk kabbala-mysticisme. Byen ligger højt på et grønt bakkedrag. Vi kommer ind bag facaden, når vi besøger kunstnerkvarteret med de mange gallerier og værksteder. Herefter besøger vi Safeds gamle synagoge Abuhav, som er bygget i spansk stil. Derfra kører vi sydover og spiser frokost i solen mellem Cæsareas ruiner. Den gamle romerske by er velbevaret med sine tårne, havn og arena. Her sad apostlen Paulus fængslet, før han tog til Rom.  Herfra er der kun en kort køretur til det moderne Tel Aviv, hvis store skyskrabere og pulserende byliv allerede ses i horisonten. Indkvartering og afslapning.

Dag 9
Fra morgenstunden besøger vi først Jaffa, den gamle arabiske by, hvor flere kirker er viet til apostlen Peter og de mirakler, han udførte her. Fra Jaffa kan vi nyde udsigten af den langstrakte, hvide strand, som storbyen Tel Aviv ligger lige ud til. I Tel Aviv besøger vi Israels moderne kunstmuseum og gallerier, hvor vi får en rundvisning og ser udviklingslinier i israelsk kunst. Vi kører igennem The White City med over 4000 Bauhaus bygninger fra 30’erne, det største antal i verden, som i 2003 af Unesco blev udnævnt til verdensarv.
Om aftenen spiser vi festlig afslutningsmiddag i Tel Avivs gamle havn, der nu er omdannet til restaurant- og shoppingområde lige ud til Middelhavets skumsprøjt.

Dag 10
Hjemrejse

Hvad er inkluderet

  • Fly København – Tel Aviv tur/retur
  • Overnatninger i dobbeltværelse på centralt beliggende trestjernet hotel med eget bad og toilet
  • Fire nætter i Jerusalem
  • Tre nætter i Tiberias
  • To nætter i Tel Aviv
  • Morgenmad alle dage
  • Syv fælles frokoster og to fælles middage
  • Alt transport i forbindelse med programmet
  • Fødselskirken i Betlehem
  • Hyrdernes Mark
  • Pater Noster-kirken
  • Getsemane Have
  • Gravkirken
  • Grædemuren
  • Israels Museum
  • Fristelsens Bjerg
  • Det døde Hav
  • Jordan-floden
  • Genesaret Sø
  • Kapernaum
  • Golan
  • Hadassa-hospitalet
  • Lokal kunsthistoriker
  • Forklarelsens Bjerg (Tabor-bjerget)
  • Kunstskole
  • Tel Aviv
  • Jaffaa
  • Israels moderne kunstmuseum og gallerier
  • The White City 
  • Abuhav synagoge 
  •  Maale Adumim - Den største jødiske bosættelse
  • Mosaik-museet
  • Nazaret
  • Lutherske Diyar Center
  • Ramallah
  •  Det danske Hus
  • Kvindelige kunstnere og kvindegrupper
  • Alle udflugter og adgangsbilletter ifm. programmet
  • Lokal, engelsktalende rejselederassistent
  • Alle drikkepenge

Praktisk information

Vi gør opmærksom på at denne rejse ikke er egnet for personer, der er afhængig af personlig hjælper, kørestol eller rollator. Dette skyldes bl.a. at der på rejsen indgår programpunkter, hvor det forudsættes, at deltageren kan gå 2-3 km i almindeligt tempo med få korte stop undervejs. Der er der flere af de steder vi besøger undervejs, der ikke er egnet for personer med omfattende gangbesvær. De er altid velkommen til at kontakte Akademisk Rejsebureau forud for Deres bestilling såfremt De mener, at ovenstående kunne give Dem problemer.